Rapport: COP26, modtopmødet og klimaet

Indtryk fra deltagelse i Transform delegationen i People’s Summit i Glasgow den 6. – 10. november 2021

Af Inger V. Johansen

NO MORE BLAH BLAH BLAH

Den officielle COP i Glasgow var ligesom de tidligere ”for lidt – for sent” hvad angår konkrete resultater i bekæmpelsen af klimaforandringerne. For hver COP er klimakatastrofen kommet nærmere.
For transform!europe’s vedkommende var deltagelsen en positiv opprioritering af klima- og miljøarbejdet.

Det var første gang transform!europe sendte en egentlig delegation til et COP modtopmøde – tidligere har det været enkeltpersoner – et udtryk for en opprioritering af klima og miljø i transforms strategiske arbejde. At den oprindelige delegation på 8 personer nåede at blive halveret inden afrejsen havde især helbredsmæssige årsager.

Delegationen bestod af følgende: Roland Kulke, transform!europe’s repræsentant i Bruxelles og deltager i COP26 Coalition, forberedelsesarbejdet til modtopmødet, Katerina Anastasiou, transform!europe medarbejder/migration + global strategy, Michael Hollogschwandtner, redaktør af transform!europe’s homepage og newsletter, og Inger V. Johansen, Transform!Danmark.

Udover transform delegationen på 4 personer, var der også en delegation fra det transform tilknyttede franske Espaces Marx på 3 personer (med afbud fra en fjerde deltager).

Ligeledes havde det europæiske venstrepartisamarbejde European Left opprioriteret at være til stede, men i mindre omfang, bl.a. også som medarrangør af et par seminarer/workshops sammen med det skotske Democratic Left og fagforeningerne, bl.a. TUED, Trade Unions for Energy Democracy. European Left’s formand Heinz Bierbaum var ordstyrer i det sidstnævnte. Det ene seminar havde overskriften: Scale up and balance: mobilising adaption finance, det andet: Expanding Democratic Control: Employment, Energy and Environment.

Men især transform!europe’s inddragelse i forberedelsesarbejdet af modtopmødet sammen med klimabevægelserne – i COP26 Coalition – og i nogle af de største og bedste seminarer på modtopmødet er et bemærkelsesværdigt skridt, der lover godt for fremtiden. I mange år stod Transform!Danmark næsten alene med en prioritering af klima og miljø i transform netværket. Det er ved at forandre sig.

transform!europe var medarrangør af følgende arrangementer på modtopmødet:

  • Tribunalet: A People’s Tribunal on the United Nations Framework Convention on Climate Change den 7. November. Her havde transform også et medlem af “dommer”panelet, Katerina Anastasiou der afløste transform co-president Marga Ferré, som måtte melde afbud. Se også nedenfor om tribunalet.
  • Reparations, Debt and Climate Justice. Paneldiskussion.
  • Rally – This global economy is killing us. How the climate crisis is a crisis of capitalism – and what we do about it. Se nedenfor.
  • No Climate Justice without Climate Jobs.

Den officielle COP26: At holde liv i målet om at begrænse den globale temperaturstigning til 1,5 grader

Denne gang udmærkede den officielle COP sig også ved at arrangørerne med den britiske premierminister Boris Johnson i spidsen udråbte det som topmødets hovedmål ”at holde liv i målet om at begrænse den globale temperaturstigning til 1,5 grader”. En formulering der nærmest indrømmer at max 1,5 graders opvarmning nu ikke længere har en realistisk gang på jorden. FN’s miljøorganisation vurderer ud fra landenes egne klimaplaner (kun planer frem mod 2030), at man styrer mod 2,7 graders temperaturstigning ved århundredskiftet. Denne vurdering kan let ændre sig til det værre de næste år.

COP26 og de tidligere COPer har ikke tjent til at fremme klimaindsatsen, men snarere til at øge fokus på at regeringerne, politikerne og partierne kan fremstå som gode aktører i indsatsen, uden at det får en reel betydning: En slags hvidvaskning af den evige udsættelse af nødvendige CO2 reduktioner og klimabidrag til landene i Syd.

Det samme var tilfældet med COP26 i Glasgow, hvor reduktionerne var minimale, og ligeledes lever den rige verdens klimabistand til de fattige lande i Syd endnu ikke op til løfterne fra COP15 i København i 2009 (100 mia. dollars om året til ulandene i årene 2020-25). Der mangler aktuelt 20 mia. dollars årligt. Man blev heller ikke enige om at finansiere ”tab og skader” pga. klimaforandringer, som ønsket af ulandene. De fattige lande i Syd har ikke skabt klimakrisen, men kommer især til at lide under konsekvenserne af den.

Endnu engang viste det sig umuligt at inkludere en udfasning af kul og olie og af tilskud til fossile brændstoffer i sluterklæringen. Det er blevet til en opfordring. At dette har været holdt ude af COP-aftalerne er vel først og fremmest en understregning af, hvor stor magt olie- og kulindustrien stadig har, og hvorfor det er så svært at reducere udledningerne af CO2.

8 lande anført af Danmark og Costa Rica, har med BOGA (Beyond Oil and Gas Alliance) lovet at ville stoppe udvinding og olie og gas og for tilladelser til at søge efter olie og gas-forekomster. Men disse lande producerer kun ca. en procent af verdens olie.

Løfterne om minimale reduktioner understregedes af en vægtning af tiltag der især tilbyder industrien og det private erhvervsliv at få del i kagen med klimaomstillingen. Denne COP var de private aktørers fest og skal være med til at øge væksten. Dette skete ikke mindst via en fortsat udskydelse af udfasningen af de fossile brændstoffer, via en højere prioritering af CO2 lagring – der også gavner de private selskaber – og som noget nyt blev fremhævet en større fokus på atomkraft/energi som led i den såkaldte ”grønne” omstilling, igen til gavn for industrien.

Herudover var der flere ”aftaler” uden for COP’en:

  • Som sådan kom en opreklameret aftale – uden for den egentlige COP og lige inden den startede – mellem Storbritannien og over 100 lande om at sætte en stopper for den omfattende skovrydning i 2028 til at fremstå som en hyklerisk gestus, ikke mindst på baggrund af den hastighed skovrydning pt. sker med, og at Brasiliens Bolsonaro, der er i fuld færd med at afbrænde Amazonas, også var med i denne aftale.
  • Den anden aftale har over 100 lande skrevet under på og gælder nedbringelse af udslippene af metan, den næstvigtigste drivhusgas, med 30% inden år 2030.
  • Et par dage inden af afslutningen af COP’en fremkom USA og Kina, verdens største udledere af drivhusgasser, med en fælles erklæring om at styrke samarbejder om at begrænse klimaforandringerne og leve op til Paris-aftalen. Men udover dette var der intet epokegørende. Og igen alt for sent: De to lande vil fremlægge klimamål for 2035 senest i 2025.
  • Desuden har en række lande, 80% af verdensøkonomien, afgivet løfter inden COP’en om at være CO2 neutrale i 2050, inkl. Danmark. Men dette er meget luftige løfter.

Modtopmødet og de store demonstrationer

Hvad blev COP26 Coalition’s og People’s Summit’s rolle i dette? Der forekom denne gang at være en endnu større kløft mellem modtopmødet og den officielle COP. Modtopmødet udtrykte absolut ikke nogen opgivende holdning, al den stund at klimabevægelsen tydeligvis ikke længere forventer sig mere af den officielle COP. Der var snarere en grundholdning om at lade hånt om den officielle COP26, og at bruge modtopmødet som en markering af hvad klimakrisen reelt kræver suppleret med nye analyser, temaer, overvejelser. Holdningerne var langt fra opgivende, snarere var der en stærk trods.

To kæmpestore demonstrationer markerede indledningen til modtopmødet med tusinder af deltagere, et stærkt internationalt tilsnit, og i silende regn og blæst:

  • 5. november demonstration med ca. 30.000 demonstranter anført af Fridays for Future og deltagelse af venstrepartier og fagforeninger, mange internationale organisationer.
  • 6. november demonstration med 120.000 demonstranter – en af de største nogensinde. Den var opdelt i 3 store afsnit med a) venstrepartier; b) skotske uafhængighedsorganisationer, autonome grupper; c) internationale klima- og miljøbevægelser (herunder oprindelige folk, internationale Fridays for Future, internationale Extinction Rebellion, anti-koloniale organisationer).

Demonstrationerne viste en markant radikalisering af klimabevægelsen – mange anti-kapitalistiske slagord – som igen afspejledes under modtopmødets arrangementer. Der var mange arrangementer med aktivister fra de oprindelige folks organisationer, der især kom fra Latinamerika. Meget radikale slagord og initiativer. Men Fridays for Future og XR var ikke massivt til stede på modtopmødet, idet de bl.a. var til stede på det officielle COP, blev der rapporteret. Global Justice Now havde en meget stor rolle.

Men modtopmødet foregik samtidig i en svær situation, hvor man ikke havde opnået tilstrækkelig finansiering og med Corona-restriktioner (fx en reduktion af antallet af deltagere der blev lukket ind til møderne) og daglig selv-testning. Dette influerede omfanget af arrangementer, events, seminarer og workshops. Det var blevet til 3 – 4 dage med disse, som foregik i en række udstillingslokaler, biografer, kirker mv.

Programmet for Modtopmøde var inddelt i forskellige temaer:

  1. Et vigtigt tribunal den 7. november: A People’s Tribunal on the United Nations Framework Convention on Climate Change. Med centrale personer i den internationale klimakamp som vidner: Lumumba Di-Aping, former Chief Climate Negotiator for G77 and China; Pablo Solon, former Chief Negotiator for Bolivia; Shalmali Guttal, Focus on the Global South; Mithika Mwenda, Pan-African Climate Justice Alliance; Dorothy Guerrero, Global Justice Now; Katerina Anastasiou, transform Europe. Konklusioner: No to false solutions (bl.a. nej til CO2 lagring og off-setting), der er en trussel mod Naturens rettigheder – need to prohibit a carbon market and the commodification of nature; system change – not climate change; no net Zero, but real Zero (i.e. to promote actual emissions, not net emissions), the rights of future generations.
  2. Seminarer om Climate colonialism – med fokus på Maroccos brug af grønne investeringer fra fx EU til at styrke koloniseringen af Vest-Sahara. Israels ”grønne” ageren i de besatte områder på Vestbredden for at styrke koloniseringen.
  3. Rally – This global economy is killing us. Mange talere: Contributors: Amb. Lumumba Di-Aping – former Climate Chief Negotiator for G77 and China, Pablo Solon – Former Climate Chief Negotiator Bolivia and Fundacion Solon, Maxime Gaborit – Transform Europe, Christophe Aguiton – ATTAC France, Ivonne Yanez – Accion Ecologica (Ecuador), Nick Dearden – Global Justice Now (UK), Joshua Mata – Alliance of Progressive Labour (Philippines), Dorothy Guerrero – Global Justice Now (UK), Asad Rehman – War on Want, John McDonnell – MP Labour Party, Roberto Ferdinand – Marcha Mundial por Justiça Climática (Brazil), Claudia de la Cruz – International People’s Assembly.

Igen med focus på at styrke anti-kapitalismen, for en Radical Green New Deal; put climate justice into the centre.

Maxime fra Espaces Marx/transform!europe fortalte om sin undersøgelse af de aktuelle sociale bevægelser i Frankrig: Klimakampen styrker modsætningerne mellem højre- og venstrefløj. Han fokuserede også på forskellene mellem en mere reformistisk del af klimabevægelsen og dem der vil bryde med det kapitalistiske system. De sidste knytter an til andre bevægelser. Pablo Solon, der tidligere har talt på en af de internationale transform-konferencer i København, understregede at det ikke kun er kapitalismen der skal bekæmpes, men også atropocen (dvs. den menneske-dominerede geologiske epoke). Hvorfor har venstrefløjen ikke været i stand til at skabe et alternativ, spurgte han, En venstrefløj der kan opbygge en mod-magt. Det skyldes vanskelighederne ifm. at tage og forholde sig til magten, sagde han. Problemet med at håndtere state power. Vi er en situation med en anden slags kapitalisme, en kapitalisme i kaos. Vi står over for en ny situation – uden normalitet – med nye mekanismer.

  1. Vil også nævne et interessant seminar om ”Post fossil civilization”: Vigtigt ”to keep fossils in the ground”. Bæredygtig energi bruges som en erstatning for olie – det gælder også vindenergi. Men det centrale er at bruge mindre af alt – ikke blot en anden slags, men mindre energi i det hele taget. Om at ændre tankesættet hos almindelige mennesker. At COP’en burde standses.
  2. Sammen med Democratic Left organiserede European Left et interessant panelmøde med titlen: Expanding Democratic Control: Employment, Energy and Environment. Blandt talerne var flere fagforeningsrepræsentanter:Sean Sweeney, TUED, Trade Unions for Energy Democracy; Katie Gallogly-Swan, Policy Co-ordinator Global Green New Deal; Ulrike Eifler, German Trade Unionist; Stuart Fairweather, Democratic Left Scotland. Diskussionen handlede om at skabe jobs når gamle energiformer blev erstattet med alternative energiformer mv. Et noget chokerende indslag var Sean Sweeney’s annoncering af at han var tilhænger af atomkraft som alternativ energiform. Dette skabte debat.

COP og modtopmøde fremover

COP27 kommer til at foregå i Egypten, sandsynligvis i november 2022. Da Egypten er et ualmindeligt dårligt sted for et modtopmøde – men dramatisk undertrykkelse af venstrefløj og bevægelser – og ingen stærk klimabevægelse, foregår der pt. en diskussion om et alternativ – måske Tunesien – og måske i september 2022.

transform!europe er igen involveret i forberedelsesarbejdet og deltager i diskussionerne om dette.

Inger V. Johansen er medlem Transform!Danmarks bestyrelse

2.1.2022