Tale af Birgit Daiber på Konference om borgerløn 23.10.2021

Jeg husker stadig Andre Gorz’ banebrydende argumenter i 1980’erne. Han forudså slutningen på det traditionelle arbejdssamfund og efterlyste overgangen til et frit videnssamfund. Han talte også for en omfordeling af arbejde og indkomst. Senere begrundede han behovet for en basisindkomst i sin bog “Labour between Misery and Utopia”. Men det var langtfra begyndelsen af debatten. Der har altid i den menneskelige historie været tilgange til at adskille indkomst og arbejde. Vi kan læse om det i den i mellemtiden veldokumenterede idéhistorie.

Den nye debat om ideen om en ubetinget basisindkomst begyndte i 1980’erne. The Basic Income Network (BIEN) blev grundlagt i 1986, i første omgang på europæisk plan. Siden 1990’erne er der blevet taget initiativer i mange lande, og endelig blev et europæisk borgerinitiativ om basisindkomst lanceret i 2020 med deltagelse fra 23 lande.

Der er nu meget intense diskussioner om basisindkomst. Det er den vigtigste socio-politiske debat i vores tid.

Debatten er meget intens på grund af de forskellige konkrete begreber. Den tvinger os også til at tænke over det kapitalistiske systems struktur og det sociale systems kompenserende funktion. Det er ikke kun et historisk faktum, at kapitalismen er bygget på tvang og udbytning. Dette kan ses i de kapitalistiske centre ikke mindst i den regulering, der gælder for arbejdsløshed. Ofte er der ikke længere noget spørgsmål om valgfrihed og selvbestemmelse.

Jeg vil kort diskutere de forskellige begreber om basisindkomst. I litteraturen er to store varianter nævnt: de sociale utopiske begreber og til forskel fra dem de nyliberale begreber.

Nyliberale begreber om basisindkomst

Det nyliberale begreber går tilbage til økonomen Milton Friedman, som formulerede begrebet om negativ indkomstskat i 1962. Det betyder, at et tidligere fastsat pengebeløb modregnes i skattepligten. Enhver, som tjener mindre end dette skattefradrag, skulle modtage et statstilskud til at udfylde forskellen. Det tiltrækkende ved denne tilgang ligger i det faktum, at det ikke kræver et omfattende socialt bureaukrati, og at alle borgere er berettigede til basisindkomsten. Men problemet opstår, når vi kaster et nærmere blik på de nyere begreber: På den anden side bør arbejdsvilkårene også individualiseres, og fx overenskomster og beskyttelse mod afskedigelse bør være overflødige. De neoliberale tilgange repræsenterer således et direkte angreb på arbejdernes rettigheder. Derudover kan de bruges som samlet løn og dermed udøve et betydeligt lønpres.

Som et eksempel på den neoliberale tilgang, som er knyttet til ideen om negativ indkomstskat, kan begrebet solidariske borgeres penge af Hohenleitner og Straubhaar bruges, som forfatterne præsenterede i 2007. (Undskyld at citere forfattere fra debatten i tysktalende lande, det er simpelthen det, jeg kender bedst). De antager, at de sociale udgifter vil stige støt på grund af den demografiske udvikling i de tysktalende lande. Derfor drager de den konklusion, at konstante reparationer af det eksisterende sociale system ikke er nok, og at der skal gennemføres et systemskifte. De ser løsningen i basisindkomst med følgende hjørnesten:

Staten bevilger alle borgere en overførselsydelse svarende til eksistensgrundlaget. Dette finansieres af statsbudgettet gennem skatter. Overførselsydelsen er ikke bundet til nogle betingelser. Alle andre sociale ydelser finansieret af skatter og pligter vil blive afskaffet. Den socio-politisk motiverede regulering af arbejdsmarkedet vil også blive afskaffet: beskyttelse mod afskedigelse, kollektive aftaler og mindsteløn. Arbejdsgiverbidrag til social sikring vil også blive droppet.

Sociale utopiske begreber om basisindkomst

De sociale utopiske begreb er anderledes. Ronald Blaschke, som har lavet kampagner for en ubetinget basisindkomst i mange år, siger:

“Basisindkomst er en monetær (monetær) form for ubetinget adgang, garanteret alle mennesker individuelt, til midler, der sikrer levebrød og muliggør social deltagelse, en adgang, hvor arbejde ikke er obligatorisk, eller der er noget til gengæld og ikke er forbundet med en behovstest (socio-administrativ indkomst/formuetest). Basisindkomstbegreber er – i forbindelse med yderligere politiske ændringer – emancipatoriske, hvis de anvendes i en national såvel som i en global sammenhæng:

• a) for en frigørelse af alle mennesker fra kapitalejeres materielle afpresning og kvinders materielle afhængighed af mænd,
• b) for målet om en omfordeling af privat tilegnet social rigdom og en retfærdig fordeling af social magt, dvs. ved materiel omfordeling og demokrati, og hvis de gør det
• c) er baseret på eller fremmer produktion baseret på menneskelige behov og økologisk bæredygtighed.

Et nøgleelement i en frigørende basisindkomst er, at det er et tilstrækkeligt beløb. En for lav basisindkomst er formel, men egentlig ikke ubetinget – fordi den af økonomiske årsager tvinger den enkelte til at arbejde, have et lønarbejde. “

Det sociale utopiske begreb præsenteret af Attac giver nogle konkrete ideer til at finansiere den ubetingede basisindkomst. Basisindkomst skal derfor finansieres som følger:

Afskaffelse af skattefinansierede grundpensioner,
Afskaffelse af tjenestemandspensioner,
Afskaffelse af arbejdsløsheds understøttelse,
Afskaffelse af familieydelser
På samme tid skal følgende skatter opkræves eller forhøjes:
Merværdiafgift,
Arve- og gaveafgift,
Ejendomsskat,
Skat af fondsoverskud,
Løn- og indkomstskat.

De sociale utopiske begreber handler ligesom de nyliberale om en service, der er åben for alle borgere. Men i modsætning til de nyliberale begreber foregriber de sociale utopiske begreber ikke afmonteringen af arbejderrettigheder, men kommer snarere med forslag til fx omlægning af sygesikringssystemet til fordel for en almindelig borgerforsikring, en generel nedsættelse af arbejdstiden og en mindste livsløn.

Det er vigtigt at være klar over disse forskelle, og se ganske nøje på deltaljerne i, hvad der tilbydes som basisindkomst. Hvis ikke kan vi, med de bedste hensigter, falde i en nyliberal aggressiv politiks fælde.

De nyliberale begreber vil åbenlyst afskaffe de eksisterende arbejderrettigheder. Dette gør dem meget tvivlsomme. Arbejderbevægelserne har i mere end 150 år kæmpet for arbejderrettigheder. Det forekommer mig absurd at stille spørgsmålstegn ved dette. Og de nyliberale begrebers indvirkninger på arbejderrettigheder forklarer, hvorfor fx fagforeninger er meget kritiske over for alle begreber om ubetinget basisindkomst.

Eksempler på basisindkomst

Jeg kan berige disse fakta med en personlig oplevelse: I 1994 var jeg koordinator, for De tyske Grønne’s koncept, for en reform af en social basisindkomst. Konceptet var udviklet sammen med velfærdsforeninger og -initiativer. Det omfattede en indkomst til at leve af og ubureaukratisk adgang til den, så det var humanistisk orienteret. Det var ikke en ubetinget basisindkomst for alle, men et koncept, der kunne hjælpe mennesker ramt af fattigdom til at leve værdigt og slippe ud af fattigdomsfælden – uden at blive tvunget til at arbejde. Med denne tilgang tog reformdebatten fart. I 2003 besluttede den rød-grønne regering sit reformkoncept. De kaldte det basisindkomst – men i virkeligheden var det Hartz IV – en massiv forringelse af reglerne om arbejdsløshed som helhed og for grundlæggende social sikring. Det var reduktionen af indkomsten til det absolutte eksistensniveau samt massivt tvangsarbejde. Denne erfaring viser, at vi altid skal se på virkeligheden bag ordene, når det kommer til sociale standarder.

På denne måde forbliver de sociale utopiske begreber et håb. Men jeg har også her et par kritikpunkter. Hvor der hidtil har været gennemført praktiske forsøg med den ubetingede basisindkomst, har der enten været tale om kortvarige projekter for unge, eller de er blevet gennemført med prekært beskæftigede og mennesker ramt af arbejdsløshed.

Et af de kortsigtede projekter er det crowd-fundede etårige stipendium, der er ved at blive implementeret i Berlin. Det er her, unge mennesker primært bruger denne tid til at udrede deres perspektiver og til at udvikle kreative nye ideer til deres fremtid

Et af de længerevarende projekter er det finske 2-årige basisindkomstprojekt, som nu er afsluttet. 2000 tilfældigt udvalgte arbejdsløse finner havde fået 560 euro hver måned i to år, skattefrit og ubetinget, i stedet for de sædvanlige dagpenge – det var en ubetinget

basisindkomst. I nogle tilfælde var det ikke engang flere penge end de tidligere udbetalte dagpenge. De største forskelle: De fik den ubetingede basisindkomst uden videre. Ingen ansøgninger, ingen formularer, intet bureaukrati. Og de fik lov til at tjene lige så meget, de ville ud over de 560 euro.

Projektet blev undersøgt i et studie og sammenlignet med en kontrol gruppe, der ikke fik en basisindkomst. Hovedformålet var at finde ud af, i hvilken udstrækning deltagerne i projektet kunne finde jobmuligheder.

Studiet viste at i løbet af det første år var der næppe nogen stigning i beskæftigelsen mens der i løbet af det andet år var definitivt positive effekter som dog var vanskelige at vurdere fordi der på samme tid var et andet generelt beskæftigelsesfremmende program og asymmetrisk i forhold til projektet.

Det følgende betragtes som positive resultater:

Ifølge studiet havde deltagerne det psykologisk bedre på grund af basisindkomsten. De var gladere og havde mere tillid til deres medmennesker.

Det tager længere tid at udvikle positive effekter i jobsøgning.

I en undersøgelse af den finske befolkning om pilotprojektet gik 46 % af de adspurgte ind for indførelsen af en ubetinget basisindkomst.

Men der er også spørgsmålet om, hvorvidt fokus på jobs skal være hovedtilgangen til at evaluere forsøget.

Min foreløbige konklusion på ubetinget basisindkomst er derfor: vi har brug for mange flere praktiske eksperimenter. Vi har stadig en masse pålidelige informationer. Nye projekter kan finde sted på et lokalt, regionalt eller nationalt niveau, og som det finske projekt må de følges videnskabeligt. Men Finland viser også, at sådanne projekter tager mere end to år.

Mit sidste eksempel fandt sted langt fra Europa i Namibia, hvor en ubetinget basisindkomst blev realiseret i 2008-2009 finansieret med donationer fra kirkerne.

Otjivero-Omitara, en landsby med 930 beboere midt i ørkenen, blev valgt som lokation. Så en eller anden form for pension skulle udbetales. Den meget lille sum penge (9 $) om måneden blev udbetalt til kvinderne i landsbyen

Modelprojektet blev til tider stærkt kritiseret i opløbet. Den grundlæggende idé om at udrydde fattigdom blev godkendt, men to kritiske hovedpunkter blev identificeret

• Fattige mennesker kan ikke bruge penge ansvarligt

• At betale kontant uden overvejelse giver folk rettigheder uden ansvar.

Men baseret på empiriske data kan det vises, at antallet af fejlernærede børn er faldet. Antallet af børn i skole er forøget, og antallet af læge konsultationer, som blev målt ved de betalte klinikgebyrer, er også forøget. (Jeg kan fra mine egne observationer af projekter i det globale

syd tilføje, at nårsomhelst kvinder får chancen for at overvinde ekstrem fattigdom, investerer de med stor intensitet i deres børns uddannelse og i sundhed).

Derudover har de kontante udbetalinger ført til et fald i tiggeri og dermed til en gevinst i menneskeværdigheden. Sociale relationer er blevet bedre, og fællesskabet er blevet styrket.

I lang tid har der været en kamp om at implementere modellen i hele Namibia. Men i 2013 måtte tilhængerne erkende, at modstanden var for stor.

Det kan virke lidt mærkeligt at introducere dette eksempel fra det globale syd i den europæiske diskussion. Men i denne diskussion er det særlig vigtigt at se ud over de højt industrialiserede lande – vi bor ikke på en ø. Klimaforandringer, ørkendannelse af store områder og den ubarmhjertige privatisering af jord, der tvinger mennesker til at søge tilflugt i mega-byer – og denne udvikling vil endda stige i fremtiden. Flere og flere mennesker bliver tvunget til at leve i ekstrem fattigdom ofte uden husly. Spørgsmålet om en basisindkomst er også et presserende spørgsmål i det globale syd. I øvrigt er konteksten også nævnt i Attac-konceptet.

Tilbage til Europa – til EU og virkeligheden: Der er statslige minimumsindkomstsystemer i 22 lande, i 5 lande er disse implementeret gennem kollektive overenskomster. De bør alle tjene til at bekæmpe fattigdom. Nogle forfattere siger, at disse systemer kan bruges som udgangspunkt for indførelsen af en ubetinget basisindkomst.

Da den sociale fordom, at mange ledige ikke er villige til at arbejde og slå sig til ro med statens ydelser, stadig hersker, er reglerne om en mindsteindkomst normalt forbundet med tvangsforanstaltninger, hvis de berørte ikke accepterer arbejde – under alle omstændigheder.

I de fleste regelsæt, som i Østrig, er der principielt en forpligtelse til at yde noget for at modtage sociale ydelser. (Se også i Storbritannien (Working Families Tax Credit), Frankrig (Prime pour l’emploi) og USA (Earned Income Tax Credit) retten til sociale overførsler vokser kun med indkomsten.

Denne tvang til at arbejde er høj i Tyskland, Hartz IV i Tyskland førte til en stigning af lavt-betalte job i dette land. Hartz IV sætter ikke kun dem der er afhængige af den under pres: den sætter lønninger ned. Omkring 9 millioner mennesker i Tyskland arbejder i lavtløns sektoren. Det er en fjerdedel af arbejdsstyrken. Mennesker, der er afhængige af Hartz IV, er tvunget af bureaukrati og arbejder ofte for den sociale ydelse eller i ulønnede praktikophold eller følger for det meste en mindre meningsfuld uddannelse.

Med hensyn til niveauet af ydelser i EU ser vi: Undtagen i Irland og Holland garanterer minimumsindkomsten i EU-landene kun et eksistensniveau, et godt stykke under den fattigdomsgrænse, som EU anerkender på mindre end 60 procent af den nationale gennemsnitsindkomst.

Til slut vil jeg gerne pege på, at det er absolut bydende nødvendigt at regler og reguleringer for at bekæmpe fattigdom ikke længere indeholder noget tvangsarbejde, og at de har et levebrøds sikkerhedsnet. Værdighed og valgfrihed for mennesker, der er ramt af fattigdom, er et større gode end landes kortsigtede budgetinteresse eller kapitalisters glæde over ulønnet arbejde og lave lønninger. Og på dette punkt lærer vi af debatten om ubetinget grundindkomst.

Oversat af Gitte Pedersen